Hvad kendetegner et godt værtshus?
Værtshuse er på en og samme tid lidt af en hengemt hemmelighed, et fænomen i forfald og så noget, der er kommet på mode igen.
Og hvorfor så det?
Jo, kald det et værtshus, en bodega, et vandhul, en vinstue, eller hvad du vil, men et mødested under oftest en lyst til at slukke tørsten i procenter har samlet mange forskellige typer gennem århundreder og specielt i Danmark.
Over hele vores land finder man værtshuse, om det er et i Jylland, et værtshus på Fyn eller et værtshus på Amager – og oftest flere af dem, så man næsten kan nå at besøge flere på samme tur, indtil man slingrer for meget til at ramme hovedindgangen og forsøger at komme hjem igen.
MEN, du må ikke kalde det en pub, en klub, et diskotek eller andet moderne. Til nøds kan du kalde det en bar, men det skal du så ikke sige højt derinde.
Før i tiden var det ofte arbejderklassen, der mødtes på et værtshus for at sludre om dagens genvordigheder eller slet og ret for at løse verdens-konflikterne, når nu verdens regeringsledere tydeligvis ikke kan finde ud af det.
Men i nyere tid er det blevet hip for især studerende og såkaldte hipstere at finde de mest brune værtshuse af slagsen, hvor man gerne må ryge indenfor.
Stiltiende accepterer det vanlige klientel disse “turister”, der tydeligvis ikke kender jargonen på stedet, og krofatter bag disken gemmer sine replikker inde i hovedet, for deres besøg giver trods alt omsætning i kassen.
Et godt værtshus er nemlig der, hvor man er på fornavn med de fleste, hvor man kan spille på enarmede tyveknægte, man må ryge indenfor og helst over det hele og ikke i en rygekabine.
Og så har man ofte en stamplads, hvor man lige kan sidde og læse avisen og gøre sig klog på andres bekostning om, hvad der er galt i verden.